[wpdreams_ajaxsearchlite_results id=1 element="div"]
Helle Mogensen
Bornholm taber i april minimum 49 mio. kr. i omsætning og mister 25 fuldtidsjobs
Destination Bornholm har, i samarbejde med Center for Regional- og Turismeforskning, udarbejdet en undersøgelse af betydningen af corona-situationen for Bornholms turisme og de erhverv, der er afhængige af turismen.
Sagen er klar. Corona-krisen påvirker ikke overraskende Bornholm negativt. Undersøgelsen viser således, at Bornholm i april måned taber 49 mio. kr. i turismeomsætning, og som en konsekvens af den tabte omsætning også mister 25 fuldtidsjobs. For landet som helhed vil omsætningsnedgangen på Bornholm betyde, at i alt 53 jobs går tabt.
Det er et konservativt bud på konsekvenserne, fordi de ikke-kommercielle overnatningsformer ikke er medtaget, og fordi undersøgelsen er lavet før forlængelsen af lock-down perioden. Men også fordi forventningerne er, at de negative konsekvenser af corona-situationen vil påvirke ikke bare april, men hele året og måske endog de kommende år.
Pernille Kofod Lydolph, direktør i Destination Bornholm siger om undersøgelsens resultater:
Tallene viser, at situationen er særdeles alvorlig selv med dette konservative bud på konsekvenserne. Bornholm er meget afhængig af turisme, og derfor rammer det også hårdt, når en situation som denne opstår. Jeg håber, at tallene kan være med at til at skabe opmærksomhed omkring Bornholms situation. Det, vi oplever netop nu, vil påvirke ikke bare turismen, men også de erhverv, som er afhængige af en velfungerende turismeindustri, og dermed vil det påvirke øens samlede indtægtsgrundlag”
Om undersøgelsen:
De deltagende virksomheder har svaret i perioden 15. marts til 20. marts, og de er blevet spurgt om bookingtal på påsken, som de så ud før corona-krisen brød ud og dernæst efter. Tilbagemeldingerne er blevet brugt til at give indikationer på aftrykket på april måned generelt.
I undersøgelsen er overnatningssteder blevet spurgt om deres omsætningstab målt på antal bookinger. Med de data har det været muligt at lave beregninger på det tabte forbrug for øen i alle led af værdikæden omkring Bornholms turisme. Det gælder eks. kunsthåndværk, restaurationsbesøg, attraktioner, detailhandel m.m. Tallene er et udtryk for et her og nu billede baseret alene på tabet i april. Vi ved dog allerede nu, at året som helhed bliver berørt. For camping og feriecentreovernatninger er der
alene indarbejdet et frafald af udenlandske overnatninger og altså ingen påvirkning på det danske marked. Det skyldes for få besvarelser på netop de kategorier.
Destination Bornholm og CRT forventer at gentage undersøgelsen på et senere tidspunkt.
Spørgsmål til ovenstående pressemeddelelse bedes rettet til Destination Bornholm,Pernille Kofod Lydolph 24271004 eller pernille@bornholm.info . Uddybende spørgsmål til undersøgelsen bedes rettet til direktør for Center for Regional- og Turismeforskning Anne Thomas – 30855188