Alle kan trænge til lidt Bornholm, også i november. Derfor tager en række bornholmske virksomheder, med Destination Bornholm i spidsen, turen til Nordsjælland 24. – 25. november. FrederiksborgCentret har inviteret Bornholm til Hillerød for at forkæle deres gæster med noget af alt det, Bornholm har at byde på indenfor fødevarer, kunsthåndværk samt oplevelser.
Hos Destination Bornholm er direktør Pernille Kofod Lydolph glad for invitationen og var ikke sen til at sige ja tak. ”Mere end 50 % af vore feriegæster kommer fra Nordsjælland og København og vi glæder os til at vise nogle af dem samt potentielle nye feriegæster hvad øen tilbyder. Dette sammenholdt med at Bornholm blot er ½ times flyvning fra København eller knap 3 timer med bil og færge, gør at vi meget gerne kommer til Hillerød og deler lidt ud af øen.”
I alt 27 aktører er gået sammen om en samlet stand og der bliver masser af mulighed for at købe unikke bornholmske julegaver og bornholmske fødevareprodukter. Udover de mange gode tilbud, bornholmerne tager med, bliver der også dækket op til bornholmsk buffet med de berømte specialiteter som Christiansøpigens Sild, saltstegte sild, pølser fra Hallegård samt ost fra Sct. Clemens. Med en bornholmsk øl og snaps til så er det næsten som at være på øen.
Læs mere her: http://frederiksborgcentret.dk/kalendere/bornholm-kommer-hilleroed – Her finder du også listen over hvilke bornholmske virksomheder du kan møde.