Article

Bornholms Kulturuge

Hvert år i uge 38, når den bornholmske sensommer med varme og farvepragt er på sit højeste, inviterer Kulturugen til fordybelse og forkælelse med kulturbegivenheder hver dag og på hele øen.

Du kan støtte Bornholms Kulturuge ved at købe et Kulturuge-badge. Eventen har langsomt - men sikkert - udviklet sig til en bredt favnende begivenhed med stort set alle kunstformer repræsenteret. På Facebook kan du følge forberedelserne og se præsentation af de mange deltagende kunstnere.Bornholms Kulturuge afvikles hvert år under et nyt tema, som kunstnere og arrangører skal forholde sig til og fortolke. Som tema i 2017 er valgt: RUM.

 

Fire faste arrangementsrækker under Bornholms Kulturuge

Kulturugen har fire faste indslag, hvor det ældste er koncertrækken Udenfor Sæsonen, hvor Steffen Brandt lader kendte, etablerede kunstnere optræde i nye sammenhænge med unge, nye talenter. Deltagerne prøver kræfter med både egne og hinandens værker. Projektet blev i 2011 præmieret af Statens Kunstråds Musikudvalg for sin unikke karakter.

Siden 2012 har den klassiske musik fået sin pendant til Udenfor Sæsonen med mezzosopranen Andrea Pellegrinis koncerter. Dette – ikke mindre eksperimenterende projekt – hedder Klassisk på Kanten og har fast deltagelse af musikere fra The Piazolla Orchestra, der fungerer som husorkester. Her er der tale om internationale superstjerner, der betager med helt utraditionelle opsætninger på det smukke gamle Rønne Theater.

I 2014 blev Bornholms Kulturuge udvidet med Jakob Hansens Litteraturfestival. Det havde i flere år været et ønske fra bestyrelsens side at give litteratur en mere fremtrædende rolle i kulturugen. Den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofoed har påtaget sig værtsrollen og står ikke tilbage for hverken Steffen Brandt eller Andrea Pellegrini, når det gælder lysten til eksperimenter.

Madkulturen gjorde sit indtog i Bornholms Kulturuge 2015 med udgangspunkt i det første regionale madkulturhus i Danmark, “Gaarden”, der ligger i tilknytning til landbrugsmuseet Melstedgård uden for Gudhjem. Her åbnes op for en Madkulturfest, hvor de lokale råvarer indtager en hovedrolle. Mette Martinussen sørger for en blanding af madkunst og iscenesættelse, så overraskelserne står i kø.

 

Mange forskellige kulturarrangementer på hele øen

I tillæg til de fire faste indslag er der en lang række andre kulturarrangementer i løbet af ugen. Historie og kulturhistorie bliver formidlet ved byvandringer, arkæologi, udstillinger og åbent hus hos museer, samlinger og kulturinstitutioner. Musik i stort set alle genrer kan opleves i kirker, på udstillingssteder og på spillesteder. Jazz, blues, folkemusik, klassisk musik og pop/rock – alt hvad hjertet kan begære. Billedkunst, skulpturer og kunsthåndværk er sammen med perfomances, film, fortællekunst og teater med til at skabe hele den mangfoldige palet.

Vi samler oplevelserne, så der er særligt fokus på en bestemt by hver dag i kulturugen, hvor aktiviteterne er koncentreret. Kulturugen er derfor en oplagt mulighed for at komme rundt på hele øen og samtidig nyde sensommerens natur scenerier.

Alt om Bornholms Kulturuge

På Bornholms kulturuges egen hjemmeside kan man finde de mest opdateret informationer om årets arrangementer og arrangører.

0
You have no favorites
You have 1 favourite
You have 0 favourites
Send us an e-mail
Write to us.

Send us an e-mail:

info@bornholm.info

Tourist information
Call us
Call us

On the phone:

(+45) 56 95 95 00