Mennesker og natur har sammen skabt noget helt andet, end man kan se andre steder i Danmark. De første mennesker på Bornholm var også turister. Varmen drev dem herop fra Europa, for Bornholm var ikke en ø endnu. I Vallensgårds Mose (Ekkodalen) boede de og jagtede. Når efteråret satte ind, vandrede de tilbage.
Og hvad med alle de tegn, nogen har hakket i klipperne? Det er bronzealderens helleristninger – Madsebakke ved Allinge har Danmarksrekorden. Gå på opdagelse i dem og giv et bud på, hvad de forestiller og hvorfor. Bemærk også lige de mange bautastene. Hvad er det for noget?
EmmaEmma besøger engang imellem Louisenlund, der ligger ved Østermarie. 50 bautasten er rejst mellem træerne, og der er en særlig mystisk stemning på stedet.
Bornholm ligger herlig centralt. Helt tilbage til stenalderen har der været en livlig handel og kontakt til andre folk. Det ser man på de gaver, folk fik med sig i graven og ikke mindst på de over 2300 guldgubber, der er fundet på Sorte Muld, ved Brændesgårdshaven. Guldet er kommet udefra, og skal man tyde figurerne, må man også se til Europa. Ikke underligt, guldgubberne er fra en tid, man kalder folkevandringstiden. Europa ”kogte”.
Man skal lede langt efter herregårde og landsbyer på Bornholm – for de er her ikke. Bornholmerne ejede eller lejede deres gårde. De var livsnerven i det bornholmske samfund og ikke fiskere, som du måske tænkte. Der er mange gode råstoffer på Bornholm. Tidligt forsøgte nogle sig med at fremstille timeglas med det fine sand fra Balka, andre startede med at lave glasflasker af sand ved Hasle, men det blev sandsten, granit og ler, der satte skub i industrien på øen. Sandsten blev brugt til bla. bygninger og skulpturer, granit gav gode brosten, gravsten og sten til huse og leret gav grundlag for mange pottemagere og keramikfabrikker. Folk havde blandt andet brug for krukker og andet til at opbevare mad og spise på. Den store Hasle Klinker fabrik, hvor ca. 4000 folk arbejdede, fremstillede de gule fliser, du ser på gaderne. Du kan også finde ”Bornholm” på f.eks. Hovedbanegården (fliser) og på Christiansborg (granit) i København. Mange svenskere og italienere kom til Bornholm og arbejde i stenindustrien.
Krige har sat sit præg på Bornholm
Angreb og plyndringer af øen har vi helt tilbage til oldtiden. Der findes mange forsvarsanlæg på Bornholm – Rispebjerg, Lilleborg, Hammershus, Christians Ø, Forsvarstårnet ved Rønne med flere. Bornholm var tysk i en periode i 1500-tallet og svensk i nogle måneder af 1658. I april 1940 blev Bornholm besat af Tyskland en dag senere end resten af Danmark. Ved Dueodde kan man stadig se den store tyske kanonstilling. Dramatisk blev det dog først for alvor i slutningen af krigen. Øen vrimlede med tyske flygtninge og i maj bombede sovjetiske (russiske) fly Nexø og Rønne, og Sovjetunionen besatte øen! Folk i byerne blev evakueret. I dag kan man se de nye træhuse, der blev bygget som erstatning for nogle af de ødelagte murstenshuse. På kirkegården i Allinge finder man det store sovjetiske mindesmærke og på Rønne Kirkegård det tyske. Et år var Bornholm besat af Sovjetunionen, som led i et verdenspolitisk spil.