Almindingen breder sig over store dele af øens indre. Det er en spændende skov med bakker, klippepartier og borge fra vikingetid og middelalder.
Pludselig larmer det voldsomt i læhegnet. En duehøg jager nogle agerhøns, der dog er kloge nok til at blive stående stille i bunden af læhegnet. Og duehøgen fortrækker. Og endnu en naturoplevelse har sat sig fast. På Bornholm er naturen ikke noget, man tager ud og besøger. Den er der. Hele tiden.
Bornholm er kendt som nattergalenes ø, men det er også løvfrøernes og appenineanemonernes ø. Bornholm er også kendt som solskinsøen. Og det er ikke løgn. Solen skinner meget på Bornholm, det viser statistikken. Kombinationen af klipper, sol og hav giver en unik fauna. Klipperne og vandet holder på varmen, når sommeren går på hæld. Og bortset fra det lange forår, så er klimaet generelt meget mildt.
Bornholm har en lang og solrig eftersommer, som selvfølgelig kommer både dyr og planter til gode. Fersken, figen og morbær er naturlige indslag på sydvendte mure – og den lune sensommer kommer også øens vinavl til gode.
Mangfoldighed er et godt ord i bornholmsk sammenhæng. Det gælder også de bornholmske skove: Små og store, naturskov, gammel egeskov, bøgeskov samt fyrre- og granplantager.
Rødgran, douglas, birk, pil, vintereg, avnbøg, lidt lind, røn og en del kirsebær. Ynglende traner. Skovfyrbevoksninger ved højlyngen med rester af den oprindelige flora: Lyng, blåbær, femradet ulvefod. Overalt er der moser og skovsøer. Nogle er bundløse og sagnomspundne, andre små og hyggelige, fyldt med åkander, guldsmede og meget klart vand.
Traver man rundt i ’Bornholmernes skov’, så er det svært at forestille sig, at den næsten var helt væk, at øen næsten var skaldet som et æg. Gennem århundreder hentede bornholmerne træ til huse, husgeråd, skibe og ikke mindst brændsel. Dyr fra hele øen havde lov til at græsse på arealet (heraf navnet Almindingen – alle mands eje). Og træ blev en mangelvare. Kort før år 1800 var der kun nogle få gamle og krogede ege tilbage nær ved Ekkodalen. Og den skov, vi ser i dag, er næsten udelukkende plantet og skabt af mennesker. Bornholmerne er stolte af deres skov, og der bliver i dag sendt mange venlige tanker 200 år tilbage i tiden til den unge bornholmer Hans Rømer, der med en ufattelig energi fik indhegnet store dele af Almindingen med stengærder, der kunne holde geder og køer ude.
Han sloges med sure og agressive bønder, der mistede græsningsmuligheder i skoven. Han oprettede planteskoler. Han såede og plantede. Han solgte træ og tørv fra moserne. Og skoven rejste sig igen. I dag er den Danmarks femte største med et areal på 50 kvadratkilometer.
Lidt udenfor Aakirkeby afgrænses Almindingen af Ekkodalen – berømt og berygtet for ekkoet, der er der og ikke er der. Men lokaliteten er mere end et akustisk fænomen. Faktisk er Ekkodalen øens største sprækkedal.
Den synlige del omfatter en cirka to kilometer lang og 60 meter bred sprække i granitten midt på Bornholm. Ved hjælp af avanceret udstyr har man sporet sprækken helt til Gudhjem, hvor den munder ud i Kløvedal og Kjeldse Å-dal. Alt i alt en sprækkedal på cirka 16 kilometer.
Læs mere om Almindingen på naturstyrelsen.dk