På en tur gennem borgruinen puster formidleren liv i borgens lange og spændende historie – med fortællinger af de mange historiske begivenheder dér hvor det skete, f.eks. om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts flugt fra Manteltårnet og om de bornholmske “frihedskæmpere”.
Der fortælles om borgens mulige rolle som korstogsborg, om kampen mellem konge og kirke, om herredømmet på Bornholm, om lybækkernes hærgen på øen, om bornholmernes frihedskamp, og om Hammershus som statsfængsel og borgens forfald.
Vi bevæger os ind i de forskellige bygninger og får fortællingerne om skatteopkrævningen, magasinbygningen og smørkælderen, kapellet og ikke mindst bryggerset og stegerset.
Ved hjælp af medbragte genstande og historiefortælling illustreres dagliglivet i middelalderen – i og omkring en borg.
Praktiske oplysninger
På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.