Året er 1645. Et svensk angreb mod Hammershus er under opsejling og I er en del af angrebet og forsvaret. General Wrangel går i land på Bornholm, og lensmand Rosenkrantz ruster sig til at forsvare Hammershus. “Kampen om Hammershus” udspilles nu på borgen.
Undervisningstilbuddet
På denne oplevelsestur på Hammershus vil I blive direkte inddraget i angrebet og forsvaret af Borgen. Tildelt forskellige roller og klædt i kofter, dramatiserer vi de historiske hændelser. I vil på egen krop mærke, hvordan det måske føltes at være med i kampen om Hammershus.
Efter en fælles intro deles gruppen i to hold, som i løbet af oplevelsesturen som ”svenskere” og ”danskere” sammen med hver deres formidler får forskellige indgangsvinkler til det historiske forløb omkring optakten til angrebet og begivenhederne i 1645.
Da gruppen i forløbet bliver nødt til at samarbejde på tværs, vil de få en klar forestilling om hvilken store betydning kampens udgang havde – nøjagtigt som det var i 1645, da kamphandlingerne fik en betydning for historiens gang her på Bornholm.
Baggrund: Kampen om Hammershus tager udgangspunkt i det svenske angreb på Bornholm i 1645, hvor general Wrangel erobrede Hammershus fra lensmanden Holger Rosenkrantz. Hændelserne i 1645 bragte Bornholm og Hammershus ind som en brik i et storpolitisk spil.
Praktiske oplysninger
Da gruppen deles undervejs i forløbet, er det vigtigt at der er mindst 30 og maks. 60 deltagere.
På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.
Undervisningsmaterialer
Det er oplagt at arbejde videre med den historiske baggrund for begivenhederne i 1645, både i forberedelsen til turen og i et senere opfølgende undervisningsforløb.
På Jesper Vang Hansens hjemmeside (ekspert i bornholmske tingbøger) – http://www.bornholmerting.dk/?page_id=472 – kan I bl.a. se en lille film, der omhandler den skanse, som general Wrangel angiveligt skulle have bygget under kampen om Hammershus. Derudover er her også de originale kilder, der findes for begivenhederne i 1645, samt historikeren Zahrtmanns beskrivelse af hændelserne.
Du kan læse mere om Hammershus på Naturstyrelsens hjemmeside: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/hammershus/