Med en kærre fyldt med rekvisitter dramatiserer og levendegør vi sammen med eleverne fortællinger fra borgens spændende historie. Eleverne trækker selv kærren på turen, og får et levende indtryk af, hvor slidsomt det var at skulle op på Hammershus for at betale skat.
De små dramatiseringer illustrerer nogle af borgens funktioner som f.eks. rettersted, men også nogle af de mest markante historiske scenarier som borgen har haft en rolle i: Ærkebispestriden, Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts fængsling og flugt fra Hammershus, eller drabet på den svenske kommandant Johan Printzenskjöld og Bornholms befrielse i 1658.
Også borgens indretning og funktioner forklares, imens vi passerer de forskellige steder: Eleverne får en indsigt i borgens forsvar, i ret og straf på Hammershus, og i skatteopkrævning på Bornholm i middelalderen. De får desuden et overblik over borgens århundredelange historie: Hvem kan tænkes at være dens bygherre? Hvilke vigtige historiske hændelser udspillede sig på Hammershus? Hvordan er anlægget blevet restaureret og undersøgt i nyere tid?
Ved dette skift imellem fortælling og dramatisering får eleverne en levende og dyb indsigt i både dagliglivet på borgen og de vigtigste højdepunkter i dens historie.
Praktiske oplysninger: På Hammershus er det altid godt at have vind – og vandtæt tøj med i rygsækken.
Undervisningsmaterialer: Du kan læse mere om Hammershus på Naturstyrelsens hjemmeside.