Jernalderen på Bornholm er en rig og spændende tid. Fra denne tid har vi på Bornholm verdens største fund af GULDGUBBER. Små frimærketynde guldstykker med figurer præget i. Indtil nu har vi fundet over 2500 stykker.
Guldgubberne er omdrejningspunktet i en dialog med eleverne om livsvilkår, forestillinger og forholdet til/samspillet med omverdenen. Hvordan levede folk på det tidspunkt? Har Bornholm haft sin egen konge? Hvilket formål har guldgubberne tjent? Her må vi se til stormagter på denne tid bl.a. Frankerriget og Romerriget. Vi tager afsæt i genstandene, eleverne får indblik i arkæologernes tankegang og arbejdsmetoder og selv mulighed for at argumentere for egne tolkninger/sammenligninger.
Perspektivering til andre tidsperioder, andre lande/områder, levevilkår og ritualer flettes ind i forløbet.
Praktisk information:
Vi opfordrer klassen til at tage på tur til et fortidsminde, enten før eller efter besøget på Bornholms Museum.
Eksempler på jernaldersteder findes i ”Fortidsminder på Bornholm”, 2006, fra Bornholms Regionskommune.
Den undervisningsansvarlige Sanne Steenberg Hansen kan kontaktes på ssh@bornholmsmuseum.dk, hvis du har behov for yderligere informationer.