Flagermus er for mange forbundet med mystik, hvilket nok hænger sammen med at de er nattedyr, og dermed har de færreste af os har et nærmere kendskab til deres liv og færden.
Med det flotte formidlingscenter på Bornholm, ønsker Naturstyrelsens at udbrede kendskabet til flagermusen. Formidlingscentrets placering på Bornholm er ikke helt tilfældig. Bornholm har nemlig den højeste diversitet af flagermusarter i Danmark, og dermed er det på Bornholm muligt at opleve en hel unik sammensætning af de forskellige arter.
Flagermusehuset har til huse i en gammel, stråtækt bygning i Rø Plantage – også kaldet Borgedalslængen, nær Gudhjem, hvor en koloni af langøret flagermus har slået sig ned på loftet.
Ved Flagermusehuset starter den 750 meter lange Flagermusesti, som er markeret med reflekser, så man kan finde rundt i mørke.
Der er mulighed for at låne et klassesæt flagermusdetektorer til iPhone ved forudgående henvendelse til Naturstyrelsen.
Formidlingscenteret er ubemandet, og der er åbnet hele året.