På Hjorths Keramikfabrik har de siden 1859 udviklet og designet keramik med bl.a. lokale råvarer som ler og granit. Undervisningsoplægget tager udgangspunkt i hvordan materialer og metoder spiller ind i designprocessen af den keramik, der produceres på fabrikken i dag. Hvordan dette kan ses i det færdige produkt.
Oplægget består af følgende dele:
Omvisning på fabrikken, hvor eleverne sættes ind i de centrale dele af produktionsprocessen. Her møder eleverne de overvejelser, keramikeren har i forhold til materiale, metoder og design. Der tages udgangspunkt i enten drejning, kvætsning eller støbning – de tre metoder, der arbejdes med på fabrikken.
Besøg i udstillingen, hvor Hjorths Fabriks produktion gennem tiderne vises. Her får eleverne set, hvordan materialer, metoder og funktion har ændret sig over tid og sat sit præg på fabrikkens keramikproduktion. Hjorths Fabrik har siden starten fulgt med tiden og taget nye materialer og metoder til sig og udviklet nye designs.
Undervisningsoplægget sluttes af i aktivitetsrummet med små elevøvelser med fokus på form og funktionalitet.