1.848.410. Så mange overnatninger lagde Bornholm ø til i 2025. Det betyder et plus på 132.534 overnatninger og dermed en stigning på hele 7,7 %, når overnatningstallene for 2025 sammenlignes med 2024. Det er primært de danske gæster, der bidrager til den flotte stigting. 14 % flere danske overnatninger blev det til. Lidt færre tyskere og nordmænd valgte at tage turen til Bornholm, mens svenskerne i den grad er vendt tilbage til øen med 10% flere overnatninger sammenlignet med i 2024. Derudover er der flotte overnatningstal fra Polen (+11%), Frankrig (+26%) samt Nederlandene (+33%). Bornholm har i 2025 realiseret en vækst i de kommercielle overnatninger, som ligger over udviklingen i resten af landet.
Vækst størst efterår og vinter
Den store stigning i overnatningstallene betyder vækst i hele 11 ud af 12 måneder måneder, men når man dykker ned i tallene er det især oktober ( +12% ), november (+31% ) og december ( +50 % ), der bonner positivt ud. Maj og september byder på henholdsvis 9 og 8 % fremgang, mens juni og juli udgør den mindste stigning på 4 % i begge måneder. Kilde: Danmarks Statistik og Visit Denmark
Stigningen i månederne udenfor sommeren viser øget interesse for at besøge Bornholm hele året.
Værdien er stor
Hvert år udgiver VisitDenmark rapporten Turismens økonomiske betydning, der samler data fordelt på blandt andet forbrug og beskæftigelse. Turismen på Bornholm skabte i 2025 4.290 fuldtidsjobs, 300 mere end i 2024. Det svarer til 23% af den samlede bornholmske arbejdsstyrke.
Turismeomsætningen[1] på øen er steget til 5,2 mia mod 4,6 mia i 2024. Dvs. at turisterne aldrig har brugt flere penge på øen, end de gjorde i 2025. Målt på turismeomsætning overgås Bornholm kun af København, Aarhus og to stærke Vestjyske kommuner.
Bornholm fremhæves endvidere sammen med Aarhus og København som “vækst-motorer”.
Læs hele rapporten om Turismens økonomiske betydning her: https://www.visitdenmark.dk/corporate/videncenter/turismens-oekonomiske-betydning
[1] Turismeomsætningen dækker over danske og udenlandske turisters (inkl. forretningsrejsende) direkte omsætning ved køb af varer og tjenesteydelser i Danmark. Det er f.eks. overnatning, restaurantbesøg, oplevelser samt indkøb af dagligvarer.