Hjælp os med at kåre årets bedste billede

Destination Bornholm har netop afsluttet fotokonkurrencen #bornholmmoment. De 25 flotteste billeder er lige nu udstillet i Bornholms Velkomstcenter, og du kan være med til at vælge dit favoritbillede.

Det bugner med billeder af Bornholm, ikke mindst på de sociale medier. Mange af disse billeder fortjener endnu mere fokus. Derfor lancerede Destination Bornholm, for 1 år siden, en fotokonkurrence på Instagram, som en hyldest til de mange fantastiske Bornholm-øjeblikke hele året rundt.

Der har været stor interesse for fotokonkurrencen, og Destination Bornholm har modtaget hele 4900 billeder i perioden august 2019 – marts 2020. Der er billeder fra alle afkroge af Bornholm på alle årstider. De mange billeder er taget af alt fra lokale til gæster fra resten af Danmark og verden. Mange af øens gæster deler i forvejen billeder fra Bornholm på medier som Instagram og Facebook, og disse billeder inspirerer, når turister skal vælge feriedestination.

Et dommerpanel bestående af de bornholmske fotografer Anders Beier, Martin Birk, Kristoffer Linus, Nikolaj Beyer samt direktør i Destination Bornholm Pernille Kofod Lydolph, har udvalgt deres bud på de 25 bedste billeder. Disse fotos er nu udstillet i Bornholms Velkomstcenter på Ndr. Kystvej 3 i Rønne indtil efter efterårsferien. Alle, der har lyst til at komme forbi og se billederne og stemme på deres favoritbillede, er meget velkomne. Det er muligt at stemme frem til d. 15. september 2020.
Destination Bornholm er meget glade for resultatet:

Vi er helt overvældede over den store interesse for fotokonkurrencen og meget glade for de mange bidrag. Det vidner om en stor interesse for Bornholm som foto-lokation og samtidig et ønske om at dele disse oplevelser. Vi håber meget, at øens gæster og en masse bornholmere har lyst til at kigge forbi og se på de 25 meget flotte billeder og stemme på deres favoritbillede”

Når vinderbilledet er fundet og udstillingen afsluttet, fordeles billederne i Bornholms Turistinformationer i Nexø, Allinge og Rønne.

Billederne indgår fremadrettet i markedsføringen af Bornholm som feriedestination hele året.

PhotoCare Rønne samt Pixum er sponsorer på konkurrencen. Læs mere om konkurrencen her: www.bornholm.info/fotokonkurrence

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00