Artikel

Guide til laksetrolling på Bornholm

På jagt efter østersølaksen

Gordon Henriksen

Journalist, lystfisker

megalops.dk

Det er ikke tilfældigt, at det internationale tilløbsstykke, Trolling Masters, er henlagt til Bornholm. Konkurrencen, der besøges af laksetrollingfiskere fra hele Europa, foregår i farvandene ud for de bornholmske kyster, og her finder man Europas måske bedste laksefiskeri.

Sæsonen strækker sig over hovedparten af året, men særligt fra oktober og frem til maj fanges der store blankfisk i de bornholmske farvande, os sæsonen topper fra december – maj. Her er der stimer af store, sølvblanke laks i havet ud for de bornholmske kyster, og selvom der er bestemte områder med banker og dybdekurver, som har en særlig tiltrækningskraft på fiskene, så kan de i princippet være hvor som helst – bare der er sild eller brisling inden for nær rækkevidde.

De fleste lokale fisker gerne med store olivengrønne, lyseblå og sølvfarvede skeblink, som eventuelt monteres bag store flashers, der skal tiltrække laksens opmærksomhed. Fiskedybden varieres alt efter, hvor i vandet byttefiskene står, og ind til de er fundet, kan det være fint at sprede agnene, så de fisker fra 25 meters dybde og helt op under overfladen – i en hastighed på hen imod 1,8 knob.

 

På denne måde får man dækket noget vand af og får optimeret chancen for at finde fiskene. Er vandet særligt koldt – under 8 grader, kan det dog godt betale sig at sænke trollinghastigheden en anelse, og i disse vandtemperaturer er der mange af de lokale, som favoriserer rigtige brislinger fisket i Lip Skulls eller lign. monteret på krogrigs.

Har man sin egen trollingbåd, er der masser af fine bådramper, man kan benytte sig af på Bornholm. (Dem kan man finde på www.slaebesteder.dk). Inden der stævnes ud, er det dog en god idé at alliere sig med nogle af de lokale, eller for eksempel besøge SportDres i Rønne for lige at få koordinaterne på de mest aktuelle fiskeområder. Laksene er som oftest på farten, men de har alligevel en tendens til at stimle sammen i bestemte områder i kortere eller længere perioder.

Har man ikke selv nogen trollingbåd, men alligevel lyst til at prøve kræfter med én af Østersøens fightervillige laks, så er der mulighed for at hyre en af de mange dygtige lokale trollingguides. De har al den nødvendige erfaring og alt det nødvendige udstyr, der skal til for at du får en god oplevelse.

Gældende lovbestemmelser ift. trollingfiskeri på Bornholm kan findes her: retsinformation.dk og fiskeristyrelsen.dk

 

Tema
Læs mere om trolling på Bornholm
Tema
Godt at vide om trolling på Bornholm
Tema
Læs mere om lystfiskeri på Bornholm
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00