Zink White Lard

11. June 2021 - 04. July 2021

Fernisering af udstillingen Zink White Lard af Lars Nordby fredag d. 11. juni kl. 15-18

En sufflør er én, der hvisker. 

Siden opfindelsen af det moderne teater har forestillinger verden over anvendt sufflører. Diskret fra siden af scenen kan suffløren, med få, hastige ord, lede aktørerne tilbage på sporet, når en ellers memoreret tekst forsvinder fra nethinden, og hjælpe skuespilleren med at fremtræde fejlfrit og overbevisende i sin rolle. Selvom den menneskelige sufflør i stigende grad bliver erstattet af digitale hjælpemidler – såkaldte telepromptere, der projicerer en rullende tekst op på gennemsigtigt glas – er efterspørgslen den samme. Som publikum ønsker vi at bedrages fuldt ud – og ikke blive konfronteret med det faktum, at skuespillerne foran os på scenen i bund og grund fremfører et manuskript. 

Kunstneren Lars Nordby har for nyligt besøgt en række store teatre i Europa, hvor han med et kamera har befundet sig sammen med skuespillerne i de allersidste minutter, før tæppet trækkes. Nordby skildrer med sine fotografier teatret, som det ser ud fra bagsiden. De nøjagtigt indlærte sætninger, koreograferede bevægelser eller den perfekte lyssætning er ikke i fokus her; tværtimod er det en menneskelig sårbarhed bag lagene af den hvide sminkeblanding af zink-, cinnober- og fedt, der har fanget kunstnerens opmærksomhed. Med sine fotografier af scenerne der udspiller sig bag scenen, belyser Nordby det skyggefulde liv, der befinder sig lige under spotlyset. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Rønne Teater, der har udlånt tidligere anvendte kulisser til at skabe en scenografi i Sol, der knytter Nordbys fotografier taget på forskellige teatre i Europa til Bornholms historiske teatertradition.

Også udenfor teaterets vægge bliver vi konstant stillet ansigt til ansigt med skuespil. En ændret medievirkelighed stiller højere krav til vores evner til at fremstille os selv som succesfulde individer, og vi forventer at se både meningsdannere, debattører og politikere optræde selvsikkert i mediernes rampelys. Talspersoner må være i stand til at ‘levere’ taler, som de oftest ikke har skrevet selv, på troværdig vis overfor en offentlighed – publikum – som står klar til at dømme deres præstation. I udstillingsrummet lader Nordby tekster, med gode råd om hvordan man leverer en overbevisende optræden, rulle forbi vores øjne på telepromptere. Han stiller os spørgsmål om, hvad skuespillerne egentlig gør, når de igennem lag af teatersminke og indøvede replikker, retter på tøjet, lægger ansigtet i de rette folder og træder ud på scenen? Hvordan påvirkes vi af de indøvede taler og instruerede blikretninger? Og i hvor høj grad er vi, publikum, egentlig selv en del af akten?

Lars Nordby (f.1988, Norge) bor og arbejder i Veliko Turnovo, Bulgarien og i Hamar, Norge. Nordby er uddannet MFA fra Kunstakademiet i Oslo (2016). Nordbys seneste udstillinger inkluderer Zinc White Lard på Gallery Rafael Mihaylov i Veliko Turnovo, Bulgarien (2020); Abstract Frontline of Identity på Hamar Kunstforening, Norge (2018); Tango, or Echoes of Conditional Self-Assertion på Kunstnernes Hus i Oslo, Norge (2016); Dear Hilesh på Chicago Art Department, USA (2015); and To Tole på Poznan Biennalen i Poznan, Polen (2015). Lars Nordby er desuden freelance kurator og driver udstillingsstedet Heerz Tooya.

Zink White Lard er kurateret og organiseret af billedkunstnere Signe Boe og Sofie Amalie Andersen for udstillingsstedet Sol. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Det Obelske Familie Fond, Norske Billedkunstnere (NBK), Kulturrådet i Norge, Office for Contemporary Art (OCA), Bornholms Regionskommune og Møbelfabrikken i Nexø.

Udstillingen i Sol kan besøges fredage mellem 15-17 samt lørdage og søndage fra 12-15

Hvornår:

18
Jun

15:00 - 17:00


19
Jun

12:00 - 15:00


20
Jun

12:00 - 15:00


25
Jun

15:00 - 17:00


Priser:

Gratis


Tags: Afslapning, Billedkunst, Blogger, Børnevenlig, Galleri, Handicapvenlig, Havn, Havudsigt, Historie, Kultur, Kunst, Museum, Nexø, Sommer, Teater

Relaterede events

Find andre spændende events på Bornholm.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00