Sommerhøjskole på Christiansø: Yoga, malerskole og øliv d. 2.- d. 8/9. juni 2024

02. juni 2024 - 08. juni 2024

Sommerhøjskole og malerferie på Christiansø

Christiansø er et fantastisk sted at være i forhold til at tegne og male; øen indbyder til at sanse, se og opleve naturen, kulturaftryk og øliv. Her leves livet på en særlig måde for de kun 90 fastboende. Ingen biler, ingen katte, ingen hunde.
Som gæst er oplevelsen af Christiansø unik – og som at komme til en lille tidslomme – med spor fra en svunden tid overalt. Øgruppen og dens bygninger er fredet og kulisserne har stort set ikke ændret sig de sidste 150 år. For den skønhedselskende betragter og særligt for dig, der udtrykker dig med visuelle medier som foto, tegning og maleri, er Ertholmene et sandt slaraffenland fyldt med smukke motiver alle vegne.

Sommerhøjskolen – al undervisning og alle fælles kursusaktiviteter

Sommerhøjskolens undervisningspris er kun 3250,- kr. pr. deltager. Prisen er incl. al undervisning og alle programsatte aktiviter, samt materialer til fælles aktiviteter, kaffe/the i værkstedet og afslutningsfestmiddag lørdag aften.
Excl. overnatning og forplejning. Sommerhøjskolens har plads til i alt 8-14 kursusdeltagere.

NB: Deltagere sørger selv for egen indkvartering og forplejning. Det er fx muligt at booke en af de overnatningsmuligheder, som Kreativ Fordybelse/ Tina har for-reserveret til indkvartering. Pr. dec. 23 har Tina reserveret overnatningsplads til 9 personer, se mere information i pfd til download, eller kontakt Tina på tlf. 23473149. Ved behov vil Tina forsøge at skaffe flere pladser.

Om Ertholmene – småøer i Danmarks østligste punkt

Christiansø ligger i samlingen af småøer kaldet Ertholmene, der ligger 20 km nordøst for Bornholm. Ertholmene har en særlig historie og status som administrativ enhed under Forsvarsministeriet. Det betyder fx at man kun kan bo på Christiansø, hvis man har et hverv der, og at alle bygninger administreres centralt. Det skal vi høre mere om på Sommerhøjskolen, når administrator Søren Thiim Andersen kommer og fortæller om livet på og driften af Ertholmene. Og vi skal møde beboere fra øen, der vil fortælle om ølivet til hverdag såvel som til fest.

Højskoledage med fællesskab og egen fordybelse

Sommerhøjskolen er en aktiv ferie, hvor du som deltager både kan lave yoga og arbejde med dit personlige udtryk i tegning og maleri. Ugen er tilrettelagt med variation mellem gruppeundervisning, eget kreativt arbejde med lærersupervision og fælles arrangementer, hvor vi lærer mere om ølivet og historien på Christiansø.
Du bestemmer naturligvis selv, hvor meget du vil deltage i – der er ingen krav om fremmøde, og du er på ferie.
Du kan starte dagen tidligt – med deltagelse i halvanden times morgenyoga fra 7-8.30 mandag til fredag i gymnastiksalen. Herefter er der lidt tid til morgenmad, før vi kl.10.30 mødes i øens forsamlingshus – Månen, der bliver vores malerværksted med fælles undervisning mandag til fredag. Malerværkstedet bliver kun aflåst efter aftale og vil i princippet være åbent døgnet rundt, så du kan tilgå dine materialer og arbejde her efter behov.
Eftermiddagene har du til egen disposition: afslapning, udforskning og eget arbejde med maleri mv.
Du kan også deltage i sommerhøjskolens fyraftensyoga mandag, tirsdag og torsdag. Sommerhøjskolen byder desuden på tre kunstaftener med fælles program, hvor øboere og andre gæster på Christiansø er velkomne. Deltagere i Sommerhøjskolen er for festlig afslutning inviterede til sammenskudsgilde lørdag aften.

Dagsrytme på Sommerhøjskolen mandag til fredag

Kl. 7 – 8.30: Morgenyoga med fysisk yoga, meditation og mantrasang. Fra mandag til fredag. Vi mødes i gymnastiksalen – Yoga på loftet.
Kl. 10.30-13: Vi samles på Månen, der bliver vores malerværksted, til morgensang. Herefter fælles opvarmning med tegneøvelser, materialekendskab, teknikker og oplæg til individuelt arbejde med tegning og maleri. Motivsøgning og maleri på egen hånd, med billedsupervision hvor Tina kommer rundt til deltagere, hvor de maler. Undervisning fra mandag til fredag. Lørdag rydder vi op, evaluerer og gør stedet rent.
Kl. 17-18: Fyraftensyoga med blid udstrækning, afspænding, mantrasang og meditation. Mandag, tirsdag og torsdag.
Onsdag ingen fyraftensyoga pga. Grundlovsdag. Fredag fyraften bruger vi til opsætning af fælles udstilling på Månen.

Sommerhøjskolens Kunstaftener:

MANDAG: Kunstnerliv på Christiansø

I foredraget ”Kunstnerliv på Christiansø” fortæller Tina om kunstnere, der har haft deres gang og tilknytning til Ertholmene, fra storhedstiden for Christiansø som kunstnerkoloni fra 1911 til omkring 1940, dengang øen i lighed med Skagen og Kerteminde blev et af tidens foretrukne mødesteder for kunstnere og op til slutningen af 70’erne. Vi vil høre mere om udvalgte kunstneres ophold på Christiansø, se på nogle af deres værker, og tale om hvordan kunstneren har valgt at gengive sit motiv. Som deltager i Malerværkstedet får du mulighed for at lade dig inspirere og vælge eet af disse kunstneres værker selv at arbejde ud fra i løbet af ugen – fx med motivgengivelsen, teknikken, farvevalget og værkets kunstneriske udtryk – som del af din egen udforskning.

TIRS./TORS: Tegning efter model – til musik

Aftenprogram kl. 20-21.30: Vi tegner efter model – og til musik, en af ugens aftener (tirsdag eller torsdag).

FREDAG: Kunstudstilling & Fællesbuffet

Festlig fredag med fernisering af kunstudstilling og fællesspisning: Fredag fyraften mødes deltagerne kl. 17 og klargør en udstilling af ugens skitser og værker. Her vil deltagerne være fælles om at være værter til fernisering af udstillingen hvor vi inviterer øens beboere og øvrige gæster ind i Malerværkstedet. Vi afrunder med en åben fællesspisning kl. 19, hvor alle på øen, der vil, kan komme – medbringende en ret til den fælles buffet.
PS: Lørdag formiddag oprydning og kursusevaluering på Månen. Fælles festmiddag lørdag aften, for de deltagere der stadig er på øen og har lyst til at afslutte ugen festligt .
Info pr. dec. 23

Tilmelding & betaling

Du reserverer din plads på Sommerhøjskolen, med AL undervisning ved at tilmelde og betale online via Place2book, hvor Kreativ Fordybelse er oprettet som arrangør. Det er også her du kan tilmelder dig hvis du kun vil gå på yogahold, til kunstaften eller reservere overnatning, som Tina har forbooket til deltagere.
Find arrangementslisten over Kreativ Fordybelses Sommerhøjskole her:
SE OGSÅ PDF med kursusbeskrivelse og program pr. 1. december 2023:
Se mindre

Hvornår:

02
jun.

19:30 -


08
jun.

21:00


Priser:

Deltager i højskolekursus: Sommerhøjskolen på Christiansø med Yoga, Malerskole og Øliv

3250

Book din plads på Place2book. Se link andetsteds ;-)

Tags: Billedkunst, Christiansø, Ferieperioder, Kultur, Kunst, Natur, Sommer

Relaterede events

Find andre spændende events på Bornholm.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00