I årets første seks måneder har Bornholm oplevet en lille stigning af danske gæster. Således viser tal fra Danmarks Statistik, at 0,5 procent flere danskere har tilvalgt Bornholm som feriemål. Til gengæld er antallet af overnattende udenlandske gæster faldet med 10 procent. Heraf udgør tyskerne langt størstedelen, og det er der i ifølge Simon Lambrecht, leder af Forretningsudvikling & Analyse i Destination Bornholm, en god forklaring på.
”De nordtyske delstaters skoleferier ligger senere i år, og derfor forventer vi, at tyskerne for alvor indhenter det tabte i juli, august og september,” lyder det fra Simon Lambrecht.
Denne tendens oplever man allerede i det bornholmske turisterhverv. Andreas Brandt-Andersson direktør i Feriepartner Bornholm oplyser, at juli ligger på niveau med sidste år, men forventer fremgang i august og september. Også han peger på, at relevante tyske delstaters sommerferie falder sent i år.
Flere svenskere, briter og franskmænd
Flere andre markeder har i årets første måneder vist en stigende interesse for Bornholm. Således er antallet af svenske overnatninger steget med 10 procent. Storbritannien er steget med 20 procent, Holland med fire, mens franskmændene i år har haft mere end dobbelt så mange overnatninger på Bornholm sammenlignet med sidste år.