Vinter er lig med feriemesser i ind- og udland. I de kommende dage er det jyderne og andre, der finder vej til Herning, der får mulighed for at se eller gense, hvad Bornholm har at byde på. Ligesom de mange foregående år, er den bornholmske turismedelegation at finde på Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, som afholdes i Messecenter Herning 22. – 24. februar 2019.
Bornholm råder over en stand på næsten 400 m2 med både 7 m høj rundkirke, røgeriskorstene og bindingsværkshuse. Standen har fokus på overnatning, oplevelser, transport til og fra øen, lokale fødevarer og ikke mindst den gode historie. Der vil være rig mulighed for at smage på bornholmske lækkerier. Bornholm på Hjul med Jan Gildam er klar med smagsprøver mens Bornholms Madkulturhus Gaarden fortæller den gode fødevarehistorie og har masser af nyheder med fra fødevareverdenen. Overnatningsudbydere har taget de virkelig gode tilbud med mens DAT og Bornholm med fly slår på tromme for hvor hurtigt og nemt det er at komme til Bornholm fra Jylland.
Erfaringen fra de sidste år viser at interessen for Bornholm er stor. Det samme er interessen for de bornholmske produkter, om det er hotel- og campingophold, kunst og kunsthåndværk eller fødevarer. Derfor er der i år skruet op for muligheden for at vinde lækre bornholmer præmier.