[wpdreams_ajaxsearchlite_results id=1 element="div"]
Helle Mogensen
Anders Wiberg – fra konstistueret til direktør
Bestyrelsen for Destination Bornholm har ansat konstitueret direktør Anders Wiberg som direktør. Ansættelsen er trådt i kraft
Anders Wiberg blev konstitueret direktør efter Gitte Tvillings afsked i foråret for at sikre en god overgangsperiode og overlevering. Det blev dengang aftalt, at den nye organisation skulle evalueres i efteråret. Det er den proces, som nu er afsluttet med ansættelsen af Anders Wiberg.
Det er en samlet bestyrelse, der bakker op om en fortsættelse af samarbejdet med Anders Wiberg, som er blevet taget godt imod af både erhverv, samarbejdspartnere og personale, og har tilført organisationen nye, vigtige kompetencer og indsigt. Bestyrelsesformand Kirstin Blomgren udtaler:
Vi er glade for, at Anders har sagt ja til at fortsætte ved roret i Destination Bornholm. Anders havde i forvejen et stort kendskab til organisationen, og har siden foråret i høj grad skærpet vores strategiske fokus. Der er samtidig foretaget organisationsændringer, så vi er godt rustede til at levere på det niveau, som vi sammen med Anders har ambitioner om, herunder et stærkere samarbejde med medlemmerne”
Anders Wiberg, direktør i Destination Bornholm udtaler:
“Alle omkring mig ved, hvor begejstret jeg er for at være en del af Destination Bornholm. At stå i spidsen for denne organisation er en stor fornøjelse, og jeg ser med optimisme på vores fælles fremtid. Vi har stærke ambitioner for turismen, turisterhvervet og øens tiltrækningskraft. Konkurrencen er hård både nationalt og internationalt, men Bornholm kan noget særligt, og vi i Destination Bornholm er klar til at tage udfordringen op og vise øens fulde potentiale i de kommende år.”
Bestyrelsen i Destination Bornholm vil gerne sende en stor tak til samarbejdspartnere, medlemsvirksomheder og personalet i organisationen for en stor indsats gennem perioden, ligesom der skal lyde en stor anerkendelse for Anders’ måde at håndtere skiftet, omstændighederne og et upåklageligt samarbejde med Gitte Tvilling i overgangsfasen.