Destination Bornholm står i spidsen for projektet ”Bornholms turisme – hele året og på hele øen”, der med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal udvikle turisme- og oplevelsesøkonomien i Hasle, Aakirkeby og Nexø. Første fokus i indsatsen er Hasle Kulturhavn, der skal samle lokale og gæster om nye maritime oplevelser. Alle interesserede inviteres til stormøde den 22. november.
Turismen på Bornholm har i en årrække oplevet markant vækst, som især har medført en koncentration af besøgende i områderne omkring Svaneke, Gudhjem og på hele Nordlandet. For at skabe en mere balanceret udvikling af turismen på tværs af øen, arbejder Destination Bornholm målrettet på at kanalisere flere gæster ud på nogle af de bornholmske destinationer, som er mindre besøgte og som rummer uudnyttede potentialer. Hasle og omegn er et af disse identificerede områder, som med en unik havnefront og bynær natur åbner uanede muligheder for etablering af outdoor og maritime aktiviteter.
I 2022 blev der for at udvikle Hasles turismepotentiale udviklet en strategisk udviklingsplan, der identificerer en række ønskede indsatser. Dette arbejde går nu ind i næste fase med inddragelse af lokale borgere, foreninger og iværksættere fra hele øen, som inviteres til at sætte deres præg på byens fremtidige udvikling.
Direktør fra Destination Bornholm Pernille Lydolph fortæller om initiativet: “Vi tager nu hul på udviklingsplanens konkrete nedslagssteder i første omgang i Hasle. Målet er at skabe nye aktiviteter, kulturtilbud og spisesteder til glæde for både lokale og turister. Vi har valgt at invitere bredt ud til et stormøde for at fortælle om de eksisterende planer omkring Hasle Kulturhavn, formidling af råstofindustriens kulturhistorie og de fantastiske muligheder, der ligger for bl.a. fødevare-iværksættere, kunsthåndværkere og eventmagere til at starte op og bidrage til at udvikle Hasle. Vi håber på god opbakning fra byen og fra øens politikere, fordi vi kun sammen kan drive udviklingen.”
Et vigtigt aspekt af projektet handler om at der skal skabes nye oplevelser og faciliteter ikke kun for turister, men i lige så høj grad for lokale borgere og dagsgæster fra andre områder på Bornholm.
Formand for Hasle og Omegns Byting Kaj Erik Mortensen forklarer: “Hasle er kendt som et dejligt sted at bosætte sig med mange skønne naturområder og rekreative faciliteter – ikke mindst omkring vores havnebad, sauna og bystrand. Men potentialet for udviklingen på havnen er jo meget større, hvor vi gerne ser flere udnytte de arealer der findes omkring Hasle KanalØ og de mange ledige kajarealer. Vi plejer jo at sige, at det er svært at være sur i Hasle, og vi kan sagtens rumme at der kommer flere turister til. Hvis der samtidig bliver flere tilbud om spisesteder og oplevelser til os der bor her, vil det jo kun være en ekstra gevinst. Så vi håber der er mange interesserede, som vil komme og høre om mulighederne for at etablere sig i byen.”
Projektet som løber frem til midten af 2026, er udover Destination Bornholm og Hasle Udviklingsråd, drevet i et partnerskab med Business Center Bornholm, som tilbyder deltagende virksomheder sparring og vejledning om udvikling af nye turisme- og oplevelsestiltag.
For tilmelding til stormødet der afholdes på Hasle Rådhus onsdag 22. november klokken 18.00 – 21.30 skriv venligst senest den 17. november til Hanne Strøby, Destination Bornholm, på hanne@bornholm.info