Weekenden inden Kristi Himmelfartsferien 2026 sætter den historiske skonnert Freia sejl fra Bornholm med kurs mod Smilets By. Hvis vejr og vind tillader det, ankommer skibet med bornholmske produkter og en solid besætning til Aarhus tirsdag inden solnedgang.
Planen er at skabe en levende bornholmsk enklave på kajen ved Hermann Sallings Plads i Kristi Himmelfartsferien. Her kan bornholmske virksomheder opstille salgsboder og sælge deres varer direkte til publikum. Desuden er der planer om flere musikalske oplevelser. Allerede nu har en række aktører meldt sig på banen. Det gælder blandt andet overnatningssteder, oplevelsesaktører samt producenter inden for mad og kultur.
Togtet gennemføres i et samarbejde mellem Foreningen Freias Venner og Destination Bornholm, der vil bruge den 129 år gamle skonnert som platform for at skabe synlighed om Bornholm i Aarhus.
– Med Freia skaber vi en anderledes og autentisk ramme for at fortælle historien om Bornholm. Skibet i sig selv vækker nysgerrighed, og det giver en unik mulighed for at invitere aarhusianerne helt tæt på øens produkter, kultur og iværksætteri, siger Henrik Olsen, formand for Foreningen Freias Venner.
Projektet gennemføres som et pilotprojekt med ambitionen om at gøre togtet til Aarhus til en tilbagevendende tradition for den bornholmske turistbranche