Tyge Axel Holm er måske især kendt for sine hånddrejede smykkeskrin, hvor mønsterdannelse er en betydelig del af arbejdet, og for konferencebordet ‘The Parliament of Nature’, som blev designet og udført til FN’s klima-konference COP 15 i København 2009. Gennem årene har hans værker været repræsenteret på adskillige udstillinger og museer, og han har modtaget en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, som han modtog i 2005.
I designbutikken i Gudhjem kan man, ud over hans unika-skrin, købe en serie brugsting af udsøgt kvalitet: Skærebrætter, smørebrætter, bakker, knager, skabe, borde, fuglehuse og frugtkasser mm.. Produktionen foregår efter bæredygtige principper med lavt energiforbrug, kort transport, minimering af spild, samt anvendelse af restprodukter. Træet kommer direkte fra de bornholmske skove, er opskåret på Tyges eget savværk, lufttørret og forarbejdet på værkstedet i Nyker.