19. juli 2025 - 08. august 2025
Fernisering lørdag d. 19. juli kl. 14.
Fra den 19. juli til og med den 8. august kan gæster i Ølhuzed i Hasle nyde en stemningsfuld udstilling med værker af den lokale billedkunstner Jytte Kjærsgaard.
Jytte har været en del af Bornholm siden år 2000 – og de seneste syv år har hun haft både hjem og atelier i Hasle. Hun begyndte at male allerede som ganske ung og har siden da løbende udforsket og forfinet sine teknikker. Resultatet er en alsidig kunstnerisk rejse, der har bragt hendes værker ud i både små og store sammenhænge – alene såvel som i fællesskaber, på censurerede såvel som åbne udstillinger.
Som tidligere pædagog med mennesker og samspil som omdrejningspunkt, kredser Jyttes kunst naturligt om netop det menneskelige. Med oliemaling på lærred skaber hun stemningsfulde og nærværende billeder, hvor mennesket er i centrum.