Smukke Nordbornholm

Oplev fantastisk smukke Nordbornholm - det mest kuperede område på Bornholm.

Nordbornholms særpræg
På Nordbornholm skyder det bornholmske grundfjeld frem sammen med store bakker af grusaflejringer fra istiden. Nordbornholm er kendetegnet ved at være meget kuperet, hvad enhver cyklist vist kan skrive under på!

Se granitten overalt på Nordbornholm
Især langs kysterne på Nordbornholm kan du opleve granitten skyde frem overalt, og flere steder findes smukke sprækkedale, som giver landskabet et helt særligt præg. Området byder på en rigdom af varieret natur fra den dramatiske vindomsuste klippeknude Hammeren helt i nord, til den stille og fredelige skovsø Ankermyr i Slotslyngen. I Ravnedalen klædes naturen helt i lilla, når lyngen blomstrer i august, og ved Døndalen kan du opleve Danmarks smukkeste vandfald. 

De menneskeskabte spor på Bornholm
I Moseløkken ganitbrud brydes det bornholmske urfjeld stadig, og samtidig rummer Moseløkken øens Stenbrudsmuseum. Også tidligere tiders granitbrydning præger mange steder naturen og har givet landskabet nogle helt specielle søer, mest kendt er Opalsøen, men også den lille højt beliggende idylliske Krystalsø er et besøg værd. Bornholms største sø, Hammersø, er derimod skabt af naturen selv. Søen er 13 meter dyb, og skiller næsten Hammerknuden fra resten af øen. 

Skovområder på Nordbornholm 
På Nordbornholm findes flere skove af højst forskellig karakter. Slotslyngen, som er fredet, rummer en nærmest urskovsagtig natur, hvor du hurtigt glemmer tid og sted, mens du plukker af sommerens blåbær. I Rutsker Højlyng, der ligger på den sydøstligste del af Nordbornholm, findes flere vandreblokke, heriblandt en af Bornholms tre rokkestene, der stadig rokker. Den statsejede skov, Rø Plantage, er en ung skov, der gennemskæres af de to sprækkedale, nemlig Nordre og Søndre Borgedal, og her er det frit at slå telt op for den stille skovvandrer. 

Nordbornholmske kulturminder
Landskabet på Nordbornholm er ikke kun præget af den dramatiske natur, men området har også mange kulturhistoriske minder, hvoraf først og fremmest de mange helleristningsfelter præger landskabet. Og så er der naturligvis også Bornholms vartegn Hammershus, som ligger i det fremskudte klippelandskab 72 meter over havet, og som med sin dramatiske historie fortæller os, at her var engang magtens centrum. 

Byer på Nordbornholm
De største byer på Nordbornholm er tvillingebyerne Allinge-Sandvig, hvor gåturen imellem byerne hele tiden byder på smukke klippepartier imellem bebyggelsen. Med sin store havn minder Tejn om tidligere tiders storhed for fiskeriet, mens fiskerlejet Vang har en lille skulpturpark, som minde om stenbrydningens velmagtsdage.

 

Vandretur - Hammerknuden Rundt

Som en del af Kyststien, er dette en af Danmarks mest spektakulære vandreture, som stiller krav til konditionen når den hæver sig op til 82 meter over havet.

Døndalen

Døndalen er smuk på alle årstider! Allerskønnest er den dog umiddelbart før løvspring, når skovbunden dækkes af anemoner og stærkt duftende ramsløg, og nattergalenes sang klinger mellem klippesiderne.

Slotslyngen

Besøg Slotslyngen, der er et unikt naturområde på den nordlige del af Bornholm.

Bronzealderen på Bornholm

Bornholm indtager en særstilling i Danmark, når det drejer sig om vidnesbyrd fra bronzealderen. Her finder du den største koncentration af bautastene og hellerist­ninger, ligesom der også er et stort antal bevarede gravhøje og røser.

Hammershus for hele familien

Oplev Bornholms smukke borgruin Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin.

Sider