Sikker kystfiskeri

Kystfiskeri ved Bornholm kræver særlig opmærksomhed på sikkerheden.

Det er vigtigt, at du som lystfisker ved Bornholm har styr på sikkerheden, når du fisker i waders ud for bornholmske kyster. Og turister uden lokalt kendskab til bundforholdene skal være ekstra opmærksomme. Bundforholdene er specielle med klipperne, kystnære rev og rullesten, og så har Bornholm også nogle andre bølger. Der kommer nogle dønninger, der slår hårdt og kan vælte en lystfisker som ikke er forberedt. Selv om lufttemperaturen om foråret kan være lun, kan vandet være ret koldt, så man skal have forberedt sig på: "Hvad sker der når jeg falder, hvad gør jeg så?"

Bornholm er ikke som resten af Danmark. På klippekysten ligger der ofte blæretang, så det er svært at se, hvor du går, og så er der pludselig et hul eller der ligger en stor sten. Følg disse fire tips til sikkert fiskeri:

  • Bær skridsikkert fodtøj - filtsåler eller sko med pigge på.
  • Benyt vadestav - en stav, hvor du kan mærke dybden, mærke huller og som du har at støtte dig til.
  • Tag en makker med på fisketuren. Gerne én, som kender forholdene. Benyt eventuelt en lokal lystfiskerguide.
  • Tænk tanken på forhånd: "Hvad gør jeg hvis jeg falder" - så er du forberedt, hvis der skulle ske noget.